Foreningens formål
Brancheforeningen Arbejdsmiljørådgiverne arbejder for at hæve kvaliteten af arbejdsmiljørådgivning i Danmark gennem blandt andet den årlige LAB-konference og fremme af autorisation af arbejdsmiljørådgivere. Brancheforeningen Arbejdsmiljørådgiverne arbejder derudover på at forbedre branchens rammevilkår og udbrede kendskabet til og omdømmet af branchen i det omgivende samfund.
Arbejdspladser med et godt arbejdsmiljø understøtter tiltrækning og tilknytning af medarbejdere og er mere produktive med god konkurrenceevne end andre. Desværre læser vi ofte i medierne om krænkende adfærd og overgreb, højt sygefravær og forkert behandling af farlige stoffer på arbejdspladserne. Statistikken viser samtidig, at der i Danmark ikke sker væsentlige forbedringer i hverken sygefraværet, arbejdsulykker eller dødsfald.
Arbejdsmiljørådgiverne har løsninger på disse udfordringer. Arbejdsmiljørådgiverne bruger dokumenteret viden og bevisligt effektive metoder og har erfaring med at skabe varige forbedringer. Arbejdsmiljørådgiverne baserer sig på indsigt og erfaring, empati og overblik, og forstår ikke mindst at sætte sig ind i arbejdspladsens særlige karakter og behov.
Arbejdsmiljørådgiverne bidrager til at sikre værdiskabelse i virksomheder og på offentlige arbejdspladser. Arbejdsmiljørådgiverne er betroede rådgivere, der finder løsninger i en vanskelig situation på arbejdspladsen. Arbejdsmiljørådgivningen indgår i en helhedsorienteret arbejdsmiljøindsats, som fremmer ansattes sundhed og trivsel, reducerer risiko, belastning og fravær, skaber rummeligere arbejdspladser og udvikler arbejdslivets kvalitet. Uanset om det drejer sig om det psykosociale område eller det biologiske, ergonomiske, fysiske eller kemiske område, eller flere af disse områder samtidig.
En særlig gruppe er autoriserede arbejdsmiljørådgivere. Autoriserede arbejdsmiljørådgivere har dokumenteret erfaring fra at have løst tilsvarende opgaver tidligere og hermed indsigt i, hvordan de sagligt rådgiver med udgangspunkt i den enkelte arbejdsplads’ unikke behov. Autoriserede arbejdsmiljørådgivere har samtidig de rette opdaterede kompetencer og indsigt. Dét sikrer Arbejdstilsynet i deres godkendelse af, at en arbejdsmiljørådgiver har tilstrækkelige kompetencer og erfaring til at blive autoriseret arbejdsmiljørådgiver.
Brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere sikrer hermed virksomheder og offentlige arbejdspladser, at der anvendes grundigt testet rådgivning med udgangspunkt i dokumenteret viden om, hvad der virker.
Etiske regler
- Rådgivervirksomheden efterlever foreningens etiske retningslinjer.
- Rådgivervirksomheden koordinerer sine eventuelle aktiviteter af overordnet politisk karakter med foreningen.
Rådgivning
- Rådgivningen er af høj faglig kvalitet, idet den bygger på valid teori og anerkendt god praksis.
- Rådgivningen understøtter udviklingen af kundernes egen indsats for at forbedre deres arbejdsmiljø ved at tilføre ny værdi i form af viden, indsigt og metoder.
- Rådgivningen indgår i en helhedsorienteret arbejdsmiljøindsats, som fremmer de ansattes sundhed og trivsel, reducerer risiko, belastning og fravær, skaber rummeligere arbejdspladser og udvikler arbejdslivets kvalitet.
Kompetence
- Rådgivningen bygger på en veldokumenteret høj faglig kompetence, herunder en stor indsigt i kundens arbejdsforhold og et godt kendskab til myndighedskrav. Anden ekspertise inddrages, hvor rådgiveren ikke selv råder over den fornødne ekspertise.
- Rådgivervirksomheden udvikler konsulenternes individuelle og fælles faglige kompetence fortløbende og tilstræber et attraktivt arbejdsmiljø for sine egne medarbejdere.
- Rådgivervirksomheden værner om sin faglige integritet og troværdighed ved at være uvildig i forhold til kunder, leverandører og myndigheder.
Samspil
- Rådgivervirksomheden erkender sit rådgiveransvar og er forsikret mod rådgiveransvar, medmindre rådgivervirksomheden er en del af en selvforsikrende offentlig virksomhed eller tilsvarende.
- Rådgivervirksomheden bidrager til kvalitetsudvikling i det samlede arbejdsmiljøsystem gennem deltagelse i tværgående samarbejde med andre rådgivere, forsknings- og uddannelsesinstitutioner, partsorganer og myndigheder.
- Rådgivervirksomheden udviser kollegial respekt over for foreningens øvrige medlemmer og efterlever god markedsføringsskik i sin markedsføring.
- Rådgivervirksomheden bidrager til at konsolidere, styrke og udvikle foreningens medlemmers fælles identitet og image overfor offentligheden og er loyale overfor foreningens mission.
Med et fælles værdigrundlag for foreningens medlemmer, sikrer vi, at den enkelte medlemsvirksomhed kan navigere i spørgsmål om etik, kvalitet og samspil.