Temaer på lab26
Tema 1: FREMTIDENS ARBEJDSLIV
- Er du klar til det arbejdsliv, der allerede er på vej?
Fremtidens arbejdsliv formes lige nu – af kunstig intelligens, global usikkerhed, nye krav til ledelse og et stigende fokus på trivsel, bæredygtighed og inklusion. Men hvad betyder det konkret for dig, din organisation og jeres arbejdsmiljø?
Vi ved, at vi ofte overvurderer de kortsigtede effekter af teknologisk udvikling og undervurderer de langsigtede. Kunstig intelligens kommer til at forandre arbejdslivet markant – men hvordan, hvornår og for hvem? Og hvordan navigerer vi klogt i forandringer, der både rummer store muligheder og reelle risici?
Samtidig står vi allerede midt i andre bevægelser, der påvirker arbejdslivet her og nu:
- Usikre tider præget af kriser, hybridkrig og behov for beredskab
- Nye organiseringsformer og måder at lede på
- Øget fokus på social og miljømæssig bæredygtighed
- Arbejdsmiljø, trivsel og mental sundhed som strategiske konkurrenceparametre
- Krav om inklusion og plads til forskellighed i arbejdslivet
Workshops og talks kan bl.a. handle om:
- Hvordan bevarer og styrker vi et godt arbejdsmiljø i en tid med global usikkerhed, kriser og klimamæssige påvirkninger?
- Hvordan påvirker kunstig intelligens arbejdsmiljø, trivsel og samarbejde?
- Hvad sker der med arbejdsmiljøet, når vi gentænker, hvordan arbejde organiseres og ledes?
- Hvordan skaber vi arbejdspladser, hvor alle kan præstere og trives – neurodivergente, småbørnsforældre, pårørende, seniorer og mange flere?
- Kan arbejdsmiljø- og trivselsøkonomi bruges strategisk – og helt konkret i hverdagen?
Tema 2: PSYKISK ARBEJDSMILJØ OG TRIVSEL
- Følelser i en foranderlig verden
Et mantra i arbejdslivet de seneste år har været, at ”forandring er den eneste konstant”. Alligevel oplever mange, at forandringerne udfordrer mening i arbejdet og forringer det psykiske arbejdsmiljø. Arbejdet i dag er præget af både nyere ydre påvirkninger (fx digitalisering/AI, nye krav ift. miljø og klima, eller ressourceudfordringer i den offentlige velfærd), mens interne kilder til forandringer, såsom sammenlægning, fusioner, og effektivisering af arbejdsgange, fortsætter som før.
Hvordan kan arbejdsmiljøprofessionelle og ledere bidrage til, at trivslen opretholdes eller styrkes, når forandringer udfordrer samarbejdet og sætter følelser i bevægelse? I temaet kombineres praksis- eller forskningsbaserede inspirationsoplæg med inddragende workshops, så deltagerne får konkrete værktøjer til at hjælpe organisationer i mødet med det nye. Vi vil sammen blive klogere på ny viden og idéer til at opretholde og styrke trivslen i praksis og dele erfaringer fra vores eget arbejde.
Workshops og talks kan bl.a. handle om:
- Hvilke spændinger eller paradokser kan opstå i mødet med nye krav ift. hvordan opgaverne løses, og hvordan håndteres de?
- Hvad kan vi gøre på organisations- eller gruppeniveau for fx at undgå konflikter og skabe psykologisk tryghed til at tale om nye eller ændrede udfordringer?
- Hvordan hjælpes medarbejderne til at navigere igennem de skiftende krav og øgede belastninger, fx gennem bevidsthed om krop og følelser?
Tema 3: SYSTEMATISK OG ENGAGEMENT I ARBEJDSMILJØARBEJDET
- Når arbejdsmiljø bliver fælles kultur og ikke bare noget, vi administrerer
Hvordan skaber vi et arbejdsmiljøarbejde, der ikke blot lever op til krav og regler, men som skaber resultater gennem engagement og værdi for organisationen? Dette programspor sætter fokus på samspillet mellem systematik og involvering som forudsætning for et bæredygtigt, kvalificeret og levende arbejdsmiljøarbejde.
Arbejdsmiljøarbejdet er mest effektivt, når det er proaktivt, hvilket forstås som systematisk, praksisnært og involverende. Hvis en eller flere af de tre dimensioner ikke er til stede, bliver indsatsen afkoblet og mindre effektiv. Arbejdsmiljøprofessionelle har typisk fokus på systematik og praksisnære indsatser, mens involvering er mere vanskeligt, fordi det kan opfattes som tidskrævende.
Involvering er dog afgørende, fordi det er den der skaber commitment til løsningerne der ønskes gennemført. Hverken medarbejdere eller ledere køber ind på strategier og forandringer, der alene er udtænkt i en lille kreds. Ejerskab opstår, når man selv har haft en aktiv rolle i udviklingen.
Programsporet tager afsæt i systematisk arbejdsmiljøarbejde som et krav til virksomhederne, og vi undersøger, hvordan denne opgave kan tilrettelægges på måder, som gør arbejdsmiljø til en del af kerneopgaven, et fælles ansvar og som samtidig kvalificerer indsatserne. Der sættes fokus på, hvordan systematik kan understøtte engagement og arbejdslyst. Systematik risikerer let at blive reduceret til procedurer og dokumentation, og bliver dermed ikke en meningsfuld struktur, der understøtter organisationens læring og hjælper med at fastholde fokus i de rette situationer. Eksempelvis ved at sikre, at risikovurderinger tænkes ind, før beslutninger, som har betydning for arbejdsforholdene træffes.
Endelig adresserer programsporet behovet for, at systematikken løbende tilpasses den virkelighed, virksomheden agerer i. Når arbejdsmiljøarbejdet opleves som relevant, dynamisk og værdiskabende, styrkes både engagementet og kvaliteten af indsatsen.
Workshops og talks kan bl.a. handle om:
- Kobling mellem systematisk arbejdsmiljøarbejde og kerneopgaven
- Hvordan kan HR og HSE kobles?
- Hvordan skabes motivation for deltagelse i arbejdsmiljøarbejdet
- Arbejdsmiljøarbejdets integration i ledelsesstrategier
- Involverende metoder til at identificere problemer og udvikle løsninger
- Balancer mellem forebyggelse og reaktive indsatser
- Arbejdsmiljøkompetencer på organisatoriske niveauer
- Arbejdsmiljøledelsessystemer i teori og praksis